Teksteditor
Et tekstredigeringsprogram også kaldet en teksteditor er et program der
bruges til at oprette og ændre filer, der indeholder tekst uden formatering.
Tekstformatet vil typisk følge normen for det aktuelle styresystem. Mange
styresystemer forventer tekst i ASCII-format, men der er andre muligheder. Nogle
teksteditorer kan kun håndtere tekstfiler op til en bestemt størrelse
mens andre kan håndtere vilkårligt store filer så længe
der er ram nok.
Tekstredigeringsprogrammer bruges meget i forbindelse med programmering, og
mange tekstredigeringsprogrammer har funktioner, der kan hjælpe i denne
sammenhæng. Det kan være visning af linjenumre, automatisk formatering
af kildekode til et bestemt programmeringssprog og fremhævelse af bestemte
strukturer i kildekoden. Makroer er en anden mulighed, som ses i nogle teksteditorer.
De er meget praktiske, hvis man ofte skal bruge den samme tekst som for eksempel
en licenstekst, der skal sættes ind i alle programfiler.